Tekst og musik: Thomas Juhl

Mørketid over Svalbards land. De danser for lys, kvinde og mand
Mørketid over Svalbards land, de danser og synger sig væk

Svalbard har gemt sin livsstråle væk, snedækket lagt usynligt hen
Fire måneders tid i evig nat, er kommet længst mod nord
Et virvar af øer i Nordhavets kulde, jordens yderste kant
Vejret er hårdt, fryseren stået af, 40 under nul brænder i dit fjæs

Svalbard er kold, falden og trist, små huse lyser dog op
Undergrunden samler folk en stund, for mennesket det sorteste guld
Midt på torvet kunst i kontrast, smuk blå himmel sømmet fast
Med trykkende lugt af svovl i gaden, har kunsten fundet sin plads

Harmonikaen spiller og Victor synger. Dans og druk ved verdens kant
Mørket har lagt sig, hyggen kommet frem, arbejdet fortrængt og glemt
Vladimir favner sin kone tæt, vodka og musik spædes til
Drømme sendes af sted i det barske liv på Svalbard højt mod nord

Her burde være øde, forladt og glemt, sort guld holder dem fast
Vladimir lytter til Victors glade sang, smiler skævt til sin last
Et sted for de få, de seje og rå, det yderste af menneskets forstand
Det sorte guld, vodkaens trøst er bibelen i dette land