Tekst og musik: Thomas Juhl

Åh, Flumbra, din gamle kælling, du er så overmåde forelsket
Men trolden er en doven rad,
han gider aldrig stå op, for at invitere dig

Fjeldene ryster når Flumbra styrter over sten.
Knæene knirker og hun bløder lidt fra sine ben
Hun må skynde sig af sted, før solen kommer igen
Natten er jo kort, og Flumbra må haste sig frem

Trolden lytter sløvt til rumlen fra Flumbras vilde løb
Mon kærlighed blusser, når hun står ved hans dør?
For trolden er så lad flytter aldrig med sit skrog
Flumbras vilde ræs vækker næppe hans behov

Fjeldene ryster da’ trolden endelig gir’ efter
Om ganske føje tid ligger Flumbra højlydt og skælver
Men natten er så kort og snart er det jo lyst
Når solen står op må hun dæmpe hendes lyst

Kys bliver dybe og jorden sitrer under dem.
Flumbra er forelsket og vil aldrig, aldrig hjem
Hun hyler mod himlen og skriger højt sin lyst.
Men dagen vil gry, og der vil atter være tyst

Åh, Flumbra, din gamle kælling, så skete det jo endelig
Men trolden er en doven mand,
han gider aldrig stå op, for at vise hvad han kan